Har du styr på bryllupstraditionerne?
I To Form opfordrer vi til personlighed fremfor blot at følge mængden. I denne artikel kan du læse om danske bryllupstraditioner, men vi opfordrer dig til at vælge og vrage mellem dem og finde lige præcis dem, der giver mening for dig og jer.
Frieriet
Traditionelt set er det manden, der frier til kvinden, men i dag er vi heldigvis et sted, hvor kønnet ikke har betydning for hvem, der frier til hvem, så længe man elsker hinanden. Vi møder dog stadig flere mænd end kvinder på jagt efter forlovelsesringe i butikken.
En sjov, gammel tradition tilsiger, at det på skuddag (altså i skudår) er kvinden, der skal fri til manden, og at han, hvis han afviser, skal forære hende 12 par handsker eller 12 par strømper.
Frieriet kan desuden, traditionelt set, ses som en form for mandomsprøve, fordi manden er i en meget sårbar situation, som, hvis det går som planlagt, vil føre ham til et nyt stadie af livet.
Bryllupsforberedelserne
Gommen køber brudebuketten. Blomsterne og blomsternes farver kan have symbolværdi.
Familie eller venner til brudeparret kan gå sammen om at lave en æresport, som en overraskelse til brudeparret på deres festdag.
Det siges at give uheld, hvis gommen ser brudekjolen før brylluppet.
Brylluppet
Ifølge en gammel tradition skal brudens familie sidde til venstre i kirken og gommens til højre.
Traditionelt set fører brudens far hende op ad kirkegulvet til gommen.
Brudeparret udveksler vielsesringe, som symbol løftet om evig troskab.
Brudeslør symboliserer jomfruelighed, og myrter i sløret forstærker symbolet. En hvid brudekjole er ligeledes et symbol på uskyld. Før i tiden var brudekjoler sorte kjoler eller egnskjoler - i dag er der frit valg på alle hylder, men mange vælger en brudekjole i en hvid nuance.
Når brudeparret forlader kirken, kaster gæsterne ris efter dem (hvis kirken tillader det), da risene er et frugtbarhedssymbol. Af hensyn til fuglenes maver, der ikke har det godt med rå ris, er flere begyndt at kaste fx tørrede blomsterblade.
Når gæsterne slår deres bestik mod glassene ved middagsbordet, skal brudeparret stille sig op på deres stole og kysse hinanden. Tramper gæsterne med fødderne, skal brudeparret kysse hinanden under bordet.
Forlader bruden festlokalet, skynder alle de kvindelige gæster at kysse gommen på kinden, og forlader gommen lokalet, bliver bruden overdænget af kys fra de mandlige gæster.
Brudeparret skærer bryllupskagen for. Gommens hånd hviler på brudens hånd, som har fat om kniven. Derefter giver de hinanden en mundfuld kage. Bryllupskagen er en tradition, der stammer fra engelske sømandskoner, som sendte kage med deres mænd, når de skulle på langfart. Konens kage skulle minde sømanden om hans ægteskabsløfte.
Brudevalsen danses inden midnat. Imens parret danser, danner gæsterne en kreds, som gradvist bliver mindre og mindre. Til sidst er brudeparret nødt til at danse meget tæt. Når brudeparret har kysset som dansens finale, klipper de mandlige gæster hul i gommens sokker, og de kvindelige gæster klipper stykker af brudens slør. Et stykke brudeslør giver held. Mandens sokker klippes, for at han ikke skal have grønne hoser (altså charme sig ind) ved en anden kvinde. Melodien til Brudevalsen er komponeret af Niels W. Gade. Rygtet siger af Gade havde smidt noderne i papirkurven, hvorfra balletmester Bournonville fiskede dem op og gjorde dem til en del af balletten ”Et Folkesagn”.
Bruden kaster brudebuketten ud mod de ugifte kvindelige gæster, imens hun står med ryggen til dem. Den, som griber buketten, er den næste, der skal giftes.
Efter brylluppet
Efter bryllupsceremonien bærer gommen sin brud over dørtærsklen til deres hjem, som et symbol på, at han hjælper hende i overgangen til en ny tilværelse. ”Hvedebrødsdage” er en gammel betegnelse for den lykkelige tid umiddelbart efter brylluppet, da hvedebrød i gamle dage var en luksus forbeholdt festlige lejligheder. Derudover kan ”hvedebrødsdage” fortolkes som den tid, hvor forelskelsens rus overskygger hverdagens pligter og kedelige mad. Både det danske ord ”hvedebrødsdage” og det engelske og spanske ord ”honningmåne”, er en indirekte opfordring til at nyde ægteskabets første tid, da forelskelsen gradvist vil aftage og - forhåbentlig - erstattes af en dyb kærlighed.
